Er du en Trump eller en Obama?

Klumme i Berlingske

Af Lisbeth Wirgowitsch, managing partner i Kreab

Hvem kan man som leder mest identificere sig med af den tidligere og nuværende amerikanske præsident? Og hvad kan en dansk leder lære af dem?

Du svarer formentlig som langt de fleste og peger spontant på Obama! Det er ham, som broderparten identificerer sig med; det er ham, der er den gode leder. Men sandheden er, at når det handler om lederens nødvendige gennemslagskraft – det at få kommunikeret forandring og sat retning – så kan danske ledere også lære af Trump.

Barack Obama sad otte år på posten som USAs præsident. Han fløj gennem den demokratiske nominering og den senere valgkamp på de smukkeste retoriske vinger, verden længe havde set. Han råbte »Yes we can«, og folket hujede med, hvorefter han til sidst kunne »swagge« ind i Det Hvide Hus på en bølge af håb og med en Nobel-pris i hånden.

Obama blev efterfulgt af Donald Trump, som i mange henseender repræsenterer en diametralt modsat ledertype. Trump vandt nomineringen på trods af, at de mest fremtrædende republikanere talte imod ham. Hans »Make America Great Again« havde ikke en samlende kraft på tværs af landet, men var tværtimod rettet mod den ene gruppe af hvide amerikanere i den lavere middelklasse, der ikke længere følte, at USA var så »great«, og han havde reelt et flertal af amerikanerne imod sig, da han indtog Det Hvide Hus.

Så når jeg spørger de ledere, vi rådgiver, »Er du en Trump eller en Obama?«, så er det de færreste, der ønsker at identificere sig som en Trump. Men det burde de måske.

Obama havde evnen til at indgyde håb. Holde store retoriske taler om, hvordan fremtiden ville forme sig, hvis bare vi alle stod sammen. Faktum er dog, at talerne sjældent var konkrete, hvis man virkelig lyttede efter. Hvad var det egentlig, han mente, da han sagde »We are the ones we’ve been waiting for. We are the change we seek«?

Citatet er brugt igen og igen, og man kan købe både kopper og T-shirts med det trykt på, men det er svært at arbejde ud fra, for det er ikke særligt konkret.

Hvis det i en virksomhed blev brugt som mål, ville medarbejderne højst sandsynligt arbejde i hver sin retning, og forandringerne ville ikke være gavnlige for virksomheden.

På samme måde har vi i dansk erhvervsliv dygtige ledere, der udarbejder store strategiprojekter for efterfølgende at stille sig op på scenen og levere en medrivende tale om, hvor vi skal hen, og hvem vi skal være. »We are the change we seek…«.

Men når champagnen er drukket, står medarbejderne ofte tilbage med en diffus fornemmelse, for hvad er det lige nøjagtig for en »change«, der skal sættes i værk? Hvad skal der konkret ske med virksomheden? Hvad forventes jeg at gøre? Er mit job i fare? Kan jeg overhovedet leve op til de krav og ønsker, der vil komme?

Trumps slagord fylder knap så meget på Google som Obamas. Han er mere kendt for sine bizarre udtalelser end sine evner som stor kommunikatør. Modsat Obama har han til gengæld ofte været meget konkret i sine ønsker og krav. Hillary Clinton skal i fængsel. Pressen skal begrænses. Og det »great« USA, han vil tilbage til, defineres præcist: vi skal tilbage til et USA fra 1950erne, hvor den frie abort ikke findes, der kun er to køn, og kul og stål er fremtrædende amerikanske erhverv.

Pointen er: Ingen er i tvivl. Med- og modstandere ved alle, præcis hvad Trump står for, og hvor han vil hen. Om de kan lide det eller ej.
Som leder er det afgørende at fremstå tydeligt, så ingen er i tvivl om målet og vejen derhen. Derfor er det vigtigt at kunne levere sine budskaber konkret, entydigt og med et defineret mål. Det kan Trump. Og det er uden tvivl medvirkende til, at han rent faktisk har formået at skabe resultater.

Trumps identificerede fjende er også klar: Det er den amerikanske elite – DJØFerne, som vi ville sige i Danmark. Det er dem og os. I det amerikanske Midtvesten er det en forhadt gruppe mennesker, der i manges øjne har ødelagt den amerikanske drøm i en gribbeagtig søgen efter at berige sig selv. Fordi Trump har svoret at bekæmpe denne elite, får han i mange sammenhænge »lov ti«’ at opføre sig på en måde, som ingen andre ville slippe afsted med.

Obama søgte at samle fremfor at skabe fjender. De fleste er enige om, at det er rigtigt og smukt, men reelt formåede han ikke at samle landet, som stod splittet tilbage efter hans otte år i Det Hvide Hus. Blandt andet hans manglende forståelse for den hvide lavere middelklasses udfordringer i tilværelsen banede vejen for Trump. Når han bad folk om at se fremad og tro på en bedre fremtid, følte mange, at han nægtede at anerkende dem og deres bekymringer.

Vi kan hurtigt blive enige om, at Obamas metode er mere statsmandsagtig og beundringsværdig end Trumps. Men som ledelsesværktøj er den desværre ikke altid lige så effektiv. Dermed være ikke sagt, at man som leder skal opstille endimensionelle fjendebilleder, reducere lixtallet til et minimum og tale ned til og om andre.

Men man kan med fordel formidle både mål og strategi konkret og præcist. Opsætte konkrete mål for afdelingen eller virksomheden, pege på udfordringerne, fjenderne, konkurrenterne, anvise vejen til overvindelse af forhindringerne, og tydeligt sikre, at alle kan se sig selv i målet.

Det er forsimplet, men det er blandt andet med de værktøjer, at Trump har skabt et fællesskab, der er bygget på en fælles kamp for at nå målene. Og det er derfor, jeg anbefaler ledere, der vil øge deres kommunikative gennemslagskraft: Vælg ikke kun en Obama som rollemodel – lav en fusion. Lad jer inspirere af de to til at finde en ledelsesmæssig vej, hvor I fremstår statsmandsagtige og indgyder håb, samtidig med at I anerkender jeres medarbejderes frygt for fremtiden og anviser den konkrete vej, I sammen skal tage for at komme godt ind i den.